Næsten alle børn
oplever en eller flere episoder med øjenbetændelse. I langt de fleste tilfælde
må barnet gerne komme i institution og skal ikke behandles med antibiotika.
Ampuller med saltvand kan købes på apoteket og kan anvendes til at dryppe
øjnene så mange gange om dagen det ønskes. Saltvandet skyller øjnene rene og
lindrer irritationen. Virusbetinget øjenbetændelse er i bund og grund det samme
som en forkølelse og kræver ikke behandling med antibiotika.
I få tilfælde kan øjenbetændelse være alvorligt og kræve
behandling med antibiotika. Spædbørn med øjenbetændelse bør altid vurderes. Og
derudover kan faresignaler være hvis barnet har deciderede smerter (ikke blot
irritation), hvis øjenomgivelserne er højrøde og meget hævede, hvis synet er
påvirket eller barnet har høj feber.